GEM deltager i storstilet fælles arktisk indsats i Rigsfælleskabet

Uddannelses- og Forskningsministeriet har netop bevilget knap 37 millioner kroner til en målrettet indsats, der skal udrede betydningen af klimaforandringer i det arktiske miljø, hvor hurtigt ændringerne sker og hvordan de påvirker resten af kloden. Projektet knytter alle rigsfællesskabets arktiske aktører sammen i ét netværk. Greenland Ecosystem Monitoring (GEM) er en central samarbejdspartner med brug af GIOS infrastruktur som et af flere medvirkende eksisterende operative moniteringsprogrammer på Grønland.

Foto: Efren Lopez-Blanco

Under navnet GIOS - Greenland Integrated Observatory System - løfter Rigsfællesskabet indsamlingen af data til en helt ny æra. Projektet løber frem til udgangen af 2025, hvor en ny forskningsinfrastruktur skal være på plads og klar til mange år frem at levere målinger om ændringer i luft, is, land og hav i Arktis. GIOS har et samlet budget på ca. 80 millioner kroner.  

 Koordineret indsats 

 Grønland spiller en unik og central rolle i det globale klimasystem og   dækker samtidig alle eksisterende klimagradienter i Arktis. Det er derfor   afgørende for hele kloden at forstå de forandringer, der sker i Grønland,   for bedre at kunne forudsige effekten af de globale klimaforandringer.

 ”Vi er meget glade for bevillingen fra Uddannelses- og   Forskningsministeriet til GIOS. Det tværinstitutionelle samarbejde er   meget  i GEM’s ånd og det giver nogle enestående muligheder for at   udvikle infrastrukturen vi bruger til at lave sammenlignende studier i tid    og rum med brug af GEM data” siger professor Torben Røjle Christensen, videnskabelig leder for GEM.

 Det fælles projekt er en forlængelse af det såkaldte Hindsgavl-initiativ, hvor rigsfællesskabets arktiske aktører gennem de sidste otte år har drøftet nødvendigheden af at kombinere ekspertisen på tværs af alle institutioner for at kunne beskrive mekanismerne bag klimaforandringerne i Arktis og for at kunne styrke samspillet med internationale samarbejdspartnere.

 Automatiserede målestationer

 GIOS udvikler og udsætter et net af automatiserede målestationer i og   omkring Grønland. Der er tale om måleudstyr, der måler forhold i   atmosfæren, på indlandsisen, på land, i søer, floder og fjorde ligesom   profilerende målebøjer måler på fysiske, kemiske og biologiske forhold i havet. Flybårne sensorer registrerer snedybder og tykkelse af havis og   supplerer faste vejstationer, der bl.a. måler meteorologiske og   geomagnetiske forhold samt atmosfærens indhold af drivhusgasser.

 ”Målestationerne bliver knudepunkter, flere af dem de samme som er centrale for GEM, hvorfra data løbende vil blive gjort tilgængeligt for alle interesserede i hele verden” fortæller professor Torben Røjle Christensen som indgår i ledelsesgruppen for GIOS.

 ”Den nye GIOS-indsats giver os i samspil med vores GEM data et langt bedre grundlag for at forstå de hastige forandringer i Arktis og leverer samtidig input til internationale modeller, der sikrer en bedre forståelse af, hvordan de igangværende ændringer i og omkring Grønland påvirker det globale klima og leveforholdene for mennesker, dyr og planter” siger Torben Røjle Christensen.

For at sikre det mindst mulige klimaaftryk af de omfattende aktiviteter kobles målestationerne til solceller, vindmøller og en større genopladelig batterikapacitet, der vil gøre det muligt at indsamle data året rundt.

Flere spillere fra GEM er med på holdet

GIOS samarbejdet omfatter Grønlands Naturinstitut, Aarhus Universitet, Københavns Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, GEUS, ASIAQ Greenland Survey, Aalborg Universitet, DMI, Arktisk kommando, Syddansk Universitet, Grønlands Nationalmuseum & Arkiv, Nationalmuseet, Grønlands Universitet og Havstoven på Færøerne.

 

For yderligere oplysninger: kontakt GEM sekretariatet 
 

Oops, an error occurred! Code: 20240329123542b0b46946